Stor tak til Torben for en god dag i SWC med masser af teori for både begyndere og eksperter. Konklusionen må være, at vi bliver nødt til at afholde et salsa-arrangement i klubben. Et af Torbens bedste råd efter 35 år i branchen, som både professionel og underviser, er at dans er vejen til at blive en bedre surfer 🙂

slalom-dag

Det gamle indlæg:

Den 7. juni kl 12-15 er din mulighed for at barbere mange timers frustrationer væk. Torben Kornum kommer besøg i klubben, og han er en inspirerende og meget erfaren windsurfer, som alle uanset niveau vil få meget ud af. Torben er en gammel rotte i windsurfingmiljøet. Han har været professionel i ti år, produktudvikler, kapsejler og er nok en af Danmarks førende og mest erfarende instruktører, som de seneste år har arbejdet på at bringe Sebastian Kornum ind i verdenseliten. Er der noget, han ikke ved om windsurfing, så er det ikke værd at vide!

Han vil tale om de helt grundlæggende principper i trim og tuning og balancen mellem rig, board, finne og også omkring trapezliner, bomhøjde, mastefodsposition osv. Han vil fortælle om, hvordan man får den bedste træning ud af alle vindforhold og det forhåndenværende udstyr. Og så har han styr på de små marginaler, som kan gøre en stor forskel – og spare dig for mange frustrationer. Og endelig vil han instruere i manøvren som de fleste har svært ved – den planende bomning. Så hvis man ikke har lært noget efter denne eftermiddag, så skal man overveje en akuttid hos ørelægen.

Til slut – er der grill og røverhistorier

Vi håber, at mange vil komme ned endnu engang til hygge, sol og grill – og gerne noget mere vind!